Præsident Kennedys TV-tale d. 22. oktober 1962

Præsident Kennedys TV-tale d. 22. oktober 1962

God aften, mine medborgere:

Som regeringen lovede, har den opretholdt den mest indgående overvågning af den sovjetiske militære koncen­tration på øen Cuba. I løbet af den sidste uge har aldeles utvetydige beviser fastslået, at et antal offensive raket­standpladser nu er under forberedelse på denne ø, der be­finder sig i fangenskab. Formålet med disse baser kan ikke være noget andet end at skabe mulighed for at rette angreb med kernevåben på den vestlige halvkugle. ...

Så sent som i torsdags, da jeg allerede havde beviser for denne hastige offensive koncentration, meddelte den sovje­tiske udenrigsminister, Gromyko, mig på mit kontor, at han var blevet instrueret om endnu en gang utvetydigt at erklære, sådan som hans regering allerede havde gjort, at den sovjetiske bistand til Cuba, jeg citerer igen, "udeluk­kende havde til formål at bidrage til Cubas forsvarsevne," samt, idet jeg atter citerer ham, "at sovjetiske specialisters uddannelse af cubanske statsborgere i betjening af forsvarsvåben på ingen måde var offensiv," og at, som hr. Gromyko derefter sagde, "hvis det forholdt sig anderledes, ville sovjetregeringen aldrig blive involveret i at yde sådan bistand." Også denne erklæring var usandfærdig.

I mange år har både Sovjetunionen og USA i erkendelse af dette faktum placeret deres strategiske kernevåben med stor varsomhed og aldrig forstyrret den fintmærkende status quo, der sikrede, at disse våben ikke ville blive brugt, så længe ikke nogen helt afgørende ud­fordring forelå. Vore egne strategiske raketter er aldrig blevet transporteret til nogen anden nations område under en kåbe af hemmeligholdelse og svig, og vor historie be­viser, i modsætning til russernes, siden Den anden Verdens­krigs afslutning, at vi ikke nærer ønske om at beherske eller besejre nogen anden nation eller påtvinge dens be­folkning vort system. Amerikanske borgere er blevet væn­net til at leve deres daglige liv i målområder for sovjetiske raketter, der er placeret i Sovjetunionen eller i undervands­både.

I denne forstand øger raketterne i Cuba en allerede klar og aktuel fare - selvom det bør bemærkes, at Latinameri­kas nationer aldrig før er blevet udsat for en potentiel trussel om anvendelse af atomvåben.

Men denne hemmelige, hurtige og usædvanlige koncen­tration af kommunistiske raketter - i et område, som en­hver ved har et særligt og historisk forhold til De forenede Stater og den vestlige halvkugles nationer, en koncentra­tion, der er i strid med sovjetiske forsikringer og er en ud­fordring til Amerikas og hele halvkuglens politik - denne pludselige, hemmelige beslutning om for første gang at stationere strategiske våben uden for sovjetisk område, er en overlagt udæskende og umotiveret forandring i status quo, en forandring, der ikke kan accepteres af os, hvis vort mod og vore forpligtelser nogen sinde igen skal finde tillid hos ven og fjende. ...

Idet jeg handler til forsvar for vor egen og hele den vest­lige halvkugles sikkerhed og med den beføjelse, der er mig betroet af Grundloven og bekræftet ved resolution af Kon­gressen, har jeg derfor foranlediget, at følgende skridt øje­blikkelig tages:

...  For at bremse denne offensive koncen­tration er en streng karantæne for så vidt angår alt offen­sivt krigsmateriel under forsendelse til Cuba under for­beredelse. Alle skibe, uanset af hvilken art, på vej til Cuba fra en hvilken som helst havn eller nation, vil blive afvist, hvis det konstateres, at de medfører ladninger af offensive våben. Denne karantæne vil om nødvendigt blive udvidet til andre typer af ladning og transportmidler. Vi forbyder dog på dette tidspunkt ikke transport af livsfornødenheder, sådan som russerne søgte at gøre under deres blokade af Berlin i 1948.

... Det vil være vort lands politik at betragte ... enhver nuklear raket, der affyres fra Cuba mod nogen na­tion på den vestlige halvkugle, som et angreb af Sovjet­unionen på De forenede Stater, et angreb, der kræver fuld gengældelse mod Sovjetunionen.

... Jeg opfordrer formand Khrushchev til at bremse og eliminere denne hemmelige, kyniske og udæskende trussel mod verdensfreden og mod det stabile forhold mellem vore to nationer. Jeg opfordrer ham endvidere til at opgive denne kurs i retning af ver­densherredømmet og at være med i en historisk indsats for at gøre ende på det meget farlige rustningskapløb og for at forvandle menneskets historie. Han har nu en chance for at føre verden tilbage fra ødelæggelsens afgrund - ved at vende tilbage til sin regerings ord om, at den ikke har behov for at stationere raketter uden for sit eget territorium og trække disse våben bort fra Cuba. Vort mål er ikke magtens sejr, men at retten skal sidde i højsædet, ikke fred på frihedens bekostning, men både fred og frihed, her på den vestlige halvkugle og, håber vi, i hele verden. Med Guds hjælp vil dette mål blive nået.

Arbejdsspørgsmål

1.   Hvem er denne tale rettet til?

2.   Hvilke anklager rettes mod Sovjetunionen?

3.   Hvilke forholdsregler bekendtgøres?

4.   USA havde ikke henvendt sig til Sovjetunionens regering om missilerne før denne tale - hvorfor ikke?

5.   Hvilke budskaber skal talen formidle?