Kort om Cubakrisen

Fidel Catro

Fidel Castro, Fidel Alejandro Castro Ruz, f. 13.8.1926, cubansk politiker; præsident forCubas Stats- og Ministerråd indtil 2008, øverstkommanderende for landets væbnede styrker indtil 2008 og generalsekretær for Cubas Kommunistiske Parti indtil 2011.

Fidel Castro var Cubas leder fra 1959, og han er en af 1900-t.s vigtigste latinamerikanske politikere. Gennem guerillakrig besejrede han diktatoren Fulgencio Batista for siden at opbygge en stærk personlig variant af socialismen, karakteriseret af en karismatisk, men også egenrådig og kompromisløs ledelsesstil, der kan karakteriseres som diktatur.

Fidel Castro tog juridisk embedseksamen i 1950, men hans interesse var politik, og han var aktiv i væbnede smågrupperinger med tilknytning til universitetsmiljøet. I 1948 ægtede han Mirta Díaz-Balart, der forlod Cuba i 1954. Parret fik i 1949 en søn, Fidel Castro Díaz-Balart, der i en periode i 1980'erne ledede Cubas atomenergikommission.

I begyndelsen af 1950'erne var Fidel Castro medlem af Partido Ortodoxo, et progressivt oppositionsparti, og i 1953 organiserede han angrebet på Moncadakasernen i Santiago de Cuba. Den fejlslagne aktion førte til fængsling af Castro, der selv tog sig af sit forsvar. Hans forsvarstale, "Historien vil frikende mig", fik karakter af et politisk manifest.

I 1955 opnåede Castro amnesti og gik i eksil i Mexico, hvorfra han i 1956 organiserede en ny militær aktion mod Cuba. Af de 82 deltagere i denne overlevede ca. 20, heriblandt Castro og argentineren Ernesto "Che" Guevara. Med støtte fra illegale grupper i byerne indledte de en guerillakrig. Den 1.1.1959 flygtede Batista, og den 8.1. drog Castro ind iHavana som sejrherre.

Lige fra begyndelsen var Castro Cubas egentlige leder, idet landets to præsidenter 1959-76 ingen reel magt havde. Castros første udlandsrejse efter magtovertagelsen gik til USA, men pga. hans radikale økonomiske og sociale reformer kom han hurtigt i skarp modsætning til den amerikanske regering og søgte i stedet en alliancepartner iSovjetunionen.

Svinebugtaffæren

Svinebugtaffæren, mislykket amerikansk forsøg i 1961 på at omstyrte Cubas socialistiske leder, Fidel Castro. Siden sin magtovertagelse i 1959 havde Castro været et problem for USA, og da han 16.4.1961 udråbte Cuba til en socialistisk stat, besluttede man at angribe.

17/4 blev ca. 1500 eksilcubanere, trænet og finansieret af den amerikanske regering, landsat i Svinebugten på Cuba ud fra den fejlagtige antagelse, at selv en lille invasion ville udløse et oprør på øen.

Præsident John F. Kennedy, der var tiltrådt få måneder før, havde overtaget planerne for invasionen fra sin forgænger, Dwight D. Eisenhower, og valgte trods betænkeligheder at gennemføre dem. Dog besluttede han, at USA ikke ville give eksilcubanerne luftstøtte, sandsynligvis af frygt for, at Sovjetunionen skulle gøre gengæld i Vestberlin.

Invasionen var ikke alene svær at legitimere over for offentligheden, den var også en militærstrategisk katastrofe. CIA's agenter i Cuba havde afgivet unøjagtige rapporter, og Svinebugten var fuld af skarpe koralrev, så invasionsstyrken blev hurtigt nedkæmpet.

Kennedy tog i en tale 20/4 det fulde ansvar for den ydmygende fiasko, men han fastholdt idéen om at slippe af med Castro. I de følgende år anvendte CIA mere end 100 mio. dollar i forgæves forsøg på at undergrave hans styre.

Spionfoto over Cuba, 14. oktober 1962

Missiler på Cuba

Præsident Kennedys TV-tale d. 22. oktober 1962

Præsident Kennedys TV-tale d. 22. oktober 1962

God aften, mine medborgere:

Som regeringen lovede, har den opretholdt den mest indgående overvågning af den sovjetiske militære koncen­tration på øen Cuba. I løbet af den sidste uge har aldeles utvetydige beviser fastslået, at et antal offensive raket­standpladser nu er under forberedelse på denne ø, der be­finder sig i fangenskab. Formålet med disse baser kan ikke være noget andet end at skabe mulighed for at rette angreb med kernevåben på den vestlige halvkugle. ...

Så sent som i torsdags, da jeg allerede havde beviser for denne hastige offensive koncentration, meddelte den sovje­tiske udenrigsminister, Gromyko, mig på mit kontor, at han var blevet instrueret om endnu en gang utvetydigt at erklære, sådan som hans regering allerede havde gjort, at den sovjetiske bistand til Cuba, jeg citerer igen, "udeluk­kende havde til formål at bidrage til Cubas forsvarsevne," samt, idet jeg atter citerer ham, "at sovjetiske specialisters uddannelse af cubanske statsborgere i betjening af forsvarsvåben på ingen måde var offensiv," og at, som hr. Gromyko derefter sagde, "hvis det forholdt sig anderledes, ville sovjetregeringen aldrig blive involveret i at yde sådan bistand." Også denne erklæring var usandfærdig.

I mange år har både Sovjetunionen og USA i erkendelse af dette faktum placeret deres strategiske kernevåben med stor varsomhed og aldrig forstyrret den fintmærkende status quo, der sikrede, at disse våben ikke ville blive brugt, så længe ikke nogen helt afgørende ud­fordring forelå. Vore egne strategiske raketter er aldrig blevet transporteret til nogen anden nations område under en kåbe af hemmeligholdelse og svig, og vor historie be­viser, i modsætning til russernes, siden Den anden Verdens­krigs afslutning, at vi ikke nærer ønske om at beherske eller besejre nogen anden nation eller påtvinge dens be­folkning vort system. Amerikanske borgere er blevet væn­net til at leve deres daglige liv i målområder for sovjetiske raketter, der er placeret i Sovjetunionen eller i undervands­både.

I denne forstand øger raketterne i Cuba en allerede klar og aktuel fare - selvom det bør bemærkes, at Latinameri­kas nationer aldrig før er blevet udsat for en potentiel trussel om anvendelse af atomvåben.

Men denne hemmelige, hurtige og usædvanlige koncen­tration af kommunistiske raketter - i et område, som en­hver ved har et særligt og historisk forhold til De forenede Stater og den vestlige halvkugles nationer, en koncentra­tion, der er i strid med sovjetiske forsikringer og er en ud­fordring til Amerikas og hele halvkuglens politik - denne pludselige, hemmelige beslutning om for første gang at stationere strategiske våben uden for sovjetisk område, er en overlagt udæskende og umotiveret forandring i status quo, en forandring, der ikke kan accepteres af os, hvis vort mod og vore forpligtelser nogen sinde igen skal finde tillid hos ven og fjende. ...

Idet jeg handler til forsvar for vor egen og hele den vest­lige halvkugles sikkerhed og med den beføjelse, der er mig betroet af Grundloven og bekræftet ved resolution af Kon­gressen, har jeg derfor foranlediget, at følgende skridt øje­blikkelig tages:

...  For at bremse denne offensive koncen­tration er en streng karantæne for så vidt angår alt offen­sivt krigsmateriel under forsendelse til Cuba under for­beredelse. Alle skibe, uanset af hvilken art, på vej til Cuba fra en hvilken som helst havn eller nation, vil blive afvist, hvis det konstateres, at de medfører ladninger af offensive våben. Denne karantæne vil om nødvendigt blive udvidet til andre typer af ladning og transportmidler. Vi forbyder dog på dette tidspunkt ikke transport af livsfornødenheder, sådan som russerne søgte at gøre under deres blokade af Berlin i 1948.

... Det vil være vort lands politik at betragte ... enhver nuklear raket, der affyres fra Cuba mod nogen na­tion på den vestlige halvkugle, som et angreb af Sovjet­unionen på De forenede Stater, et angreb, der kræver fuld gengældelse mod Sovjetunionen.

... Jeg opfordrer formand Khrushchev til at bremse og eliminere denne hemmelige, kyniske og udæskende trussel mod verdensfreden og mod det stabile forhold mellem vore to nationer. Jeg opfordrer ham endvidere til at opgive denne kurs i retning af ver­densherredømmet og at være med i en historisk indsats for at gøre ende på det meget farlige rustningskapløb og for at forvandle menneskets historie. Han har nu en chance for at føre verden tilbage fra ødelæggelsens afgrund - ved at vende tilbage til sin regerings ord om, at den ikke har behov for at stationere raketter uden for sit eget territorium og trække disse våben bort fra Cuba. Vort mål er ikke magtens sejr, men at retten skal sidde i højsædet, ikke fred på frihedens bekostning, men både fred og frihed, her på den vestlige halvkugle og, håber vi, i hele verden. Med Guds hjælp vil dette mål blive nået.

Arbejdsspørgsmål

1.   Hvem er denne tale rettet til?

2.   Hvilke anklager rettes mod Sovjetunionen?

3.   Hvilke forholdsregler bekendtgøres?

4.   USA havde ikke henvendt sig til Sovjetunionens regering om missilerne før denne tale - hvorfor ikke?

5.   Hvilke budskaber skal talen formidle?